Niras får nyt domicil
i Ceres Byen

Den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras har netop indgået en aftale med A. Enggaard om et nyt domicil i Ceres Byen. Dermed har A. Enggaard, der udvikler Ceresgrunden, fået papirer på sin første store erhvervslejer, og en ny milepæl er nået i udviklingen af den nye bydel.

Lejemålet er på 5.000 m2 fordelt på tre etager, som fra august 2016 kommer til at rumme Niras' 250 medarbejdere i Aarhus. Med indfaldsvejene tæt på, offentlig transport i gåafstand og gode parkeringsforhold ligger det nye domicil perfekt for Niras.

"Vi har gennem flere år forgæves ledt efter nye kontorfaciliteter med plads til vores 220 medarbejdere, og hvor rammerne understøtter vores tværfaglige arbejdsform. Det er nu lykkedes med vores nye adresse i Ceres Byen, hvor vi får en attraktiv placering midt i byen og med grønne områder ned til Aarhus Å. Det er en god kombination, som brander os over for både medarbejdere og kunder," siger Mogens Møller, direktør i Niras

Ceres Byen kombinerer erhverv, bolig, butikker og uddannelse og bliver således en mangfoldig bydel med liv og aktivitet døgnet rundt. Samtidig bliver Ceres' park fra 1856 åbnet for offentligheden, så Aarhus Å og Brabrandstien også bliver en del af Ceres Byen. Samlet set bliver der 30-40.000 m2 til erhvervseje- og lejemål i bydelen, hvoraf Niras overtager 5.000 m2.

Rammerne understøtter forretningen
I samarbejde med Arkitektfirmaet Schmidt, Hammer og Lassen har Niras selv været med til at designe det nye domicil, så kontorer og lokaler er indrettet præcist til medarbejdernes behov. Det skal være med til at gøre arbejdspladsen attraktiv og øge effektiviteten og kreativiteten.

"Vi er i ekstrem hård konkurrence om medarbejderne. Så vi har meget fokus på at arbejde med fremtidens kontor, hvor det er aktiviteterne, der bestemmer, hvordan vi bruger vores hus. Den filosofi har vi mulighed for at føre igennem i Ceres Byen, hvor vi har skabt huset, så det under-støtter vores virksomhed. Det, tror vi på, er et konkurrenceparameter i kampen om medarbejdere i fremtiden," siger Mogens Møller.

Niras' nye domicil kommer til at rumme alt lige fra storrumskontorer til mindre kontorer, stillerum til inspirationsrum og møderum til cafémiljøer med en uformel omgangstone.
Fart på udviklingen
At det netop er Niras, der er første erhvervslejer i Ceres Byen, er et drømmescenarie for A. Enggaard. Entreprenøren udvikler bydelen og kunne sidste sommer annoncere, at VIAs Campus Aarhus C med 5.500 studerende får base i Ceres Byen. Med offentliggørelsen af Niras som lejer er endnu et vigtigt skridt taget i projektet.

"Niras er en stor og vigtig spiller i Aarhus, og det har stor værdi for Ceres Byen, at de nu vælger at flytte alle medarbejdere dertil. Bydelen skal være mangfoldig og bredt sammensat, og med Niras og VIA i Ceres Byen er vi godt på vej. Vi forhandler også omkring igangsættelse af planlagte boliger i bydelen, og jeg forventer, at vi i løbet af 2013 kan lukke endnu flere aftaler med konkrete spillere," siger Peter Thorsgaard, der er daglig leder af A. Enggaards aktiviteter i Aarhus.

Fakta om Ceres Byen:
  • Udvikles på Ceresgrunden, der tidligere husede Royal Unibrews bryggeri.
  • Omfatter 140.000 kvadratmeter, der fordeler sig på boliger, erhverv, butikker, kultur og uddannelse.
  • Bliver hjem for ca. 1.100 beboere.
  • Rummer den indtil nu private park, der blev anlagt af Ceres i 1856.
  • Første erhvervslejer er Niras, der får nyt domicil på 5.000 m2 fordelt på tre etager.
  • VIAs nye campus er under opbygning og kommer til at huse 5.500 studerende.
  • Grunden er ejet af Royal Unibrew, der har en betinget samarbejdsaftale med A. Enggaard A/S baseret på en optionsmodel.
  • Bag områdets byplanlægning står C.F. Møller.

Yderligere oplysninger:
Mogens Møller, direktør, Niras Byggeri Vest Aarhus, direktør, telefon 40 43 66 98, .

Peter Thorsgaard, A. Enggaard A/S, telefon 61 63 83 90, .

Tilbage